Herning Custom Car Club (HCCC) er en klub for alle med interesse for amerikanske biler, originale, streetmachines, customs og hotrods, kort sagt alle typer af amerikanske biler fra alle årgange.

Filosofien i HCCC er, at alle skal være velkomne, og at visse interesseområder indenfor bilhobby´en ikke favoriseres i forhold til andre. Vores håb er at alle kan føle sig lige velkomne hos os. Det viser sig da også i det daglige, ved at eksempelvis Hotrod-byggere og originalrenoverere taler lige godt sammen.

De fysiske rammer om klubben er også værd at nævne i denne sammenhæng. Klubben består blandt andet af en stort fælles garage, hvor det er muligt at leje en plads til sin bil. På det tilhørende værkstedet er der lift, diverse pladeværktøj, og lidt håndværktøj. Alle aktive medlemmer har mulighed for at benytte værkstedet, ved forud at skrive sig på til at eksempelvis benytte liften.

Klubben har pt. godt 200 medlemmer hovedsageligt fordelt på det midtjyske område. Dette er blandt andet også medvirkende til at gøre det muligt at afholde træf hvert andet år (ulige år), hvilket jo naturligvis kræver en stor indsats fra alle medlemmer. Dette samarbejde plejer at være særdeles frugtbart, således at HCCC har ry for at arrangere et af de bedste træf i Danmark.

Hver tirsdag aften kl. 19.30 er der klubmøde i klublokalerne på Teglvænget i Herning, hvor der altid er mange medlemmer tilstede, så snakken går altid lystigt. På klubmøderne diskuteres de forskellige arrangementer der er mulighed for at deltage i, samt hvis der er noget der skal laves eller arrangeres i selve klubben.

En af de største fordele ved et medlemskab, er den kæmpe viden om alle mulige grene af hobbyen der er akkumuleret på et sted, det være sig på såvel området for afgiftsberegning, fremskaffelse af reservedele og meget andet.

Desuden arrangeres der i klubregi en mængde aktiviteter såsom filmaftener, grillaftener, fælleskørsel til træf, renoveringsdage og meget andet.

Klubben blev dannet i 1979, og er i denne tid vokset stille og roligt. Dette faktum er i dag med til at gøre HCCC til en af de ældste amerikanerbilklubber i Danmark, med styr på både økonomi og regelsæt for god opførsel, både i og udenfor bilerne.

Alle er velkomne til at kigge ud til os på en tirsdag aften til en snak om de mange dejlige amerikanske biltyper, som vores hjerter banker for,- her er noget for enhver smag.


Med venlig hilsen
HCCC

Vores adresse er:
Herning Custom Car Club
Teglvænget 89
7400 Herning



Vi har klubaften hver tirsdag kl. 19.30.

Kontakt evt. en af bestyrelsesmedlemmerne pr. mail, se siden Bestyrelsen for email-adresser.

Hold i dag

Instagram